Rejser
Min første tur til udlandet, som jeg kan huske, var en tur til Grønland i 1979, da jeg var 7 år. Siden dengang og til i skrivende stund 2008, har jeg været på 21 rejser til udlandet af mindst en uges varighed, i løbet af 28 år. Alle rejser er mest oplevelsesrejer - charterrejser og badeferier interesserer os ikke så meget.
Rejserne var i begyndelsen længere rejser på op til en måneds varighed med rygsæk på interrail. Senere tog vi noget kortere bilferier i det nordlige Europa.
Da jeg begyndte at rejse selv - eller rettere sammen med Inger, var det mest en gentagelse af de store rejser jeg har været på som barn, bare denne gang enten med fly eller oftest med bil. Vi har været et par ture til Italien og en enkelt til Grækenland.
Derefter ville vi se noget lidt andet og tog to ture i træk til Tyrkiet, hvilket er et land vi er meget betaget af. Senest måtte vi vælge noget andet på grund af Muhammedtegningerne, og besluttede efter lang tids overvejelse, at tage den store tur til New York.
