New York
Hermed følger et forsøg på at oprette en dagbog og rejsebeskrivelse af vores rejse til New York i sommeren 2006. Se eventuelt oversigten for rejsen for en kort version. Og med "vores" rejse mener jeg selvfølgelig min hustru Inger og mig.
Turen var en vi flere gange havde haft oppe og vende, men slået den hen igen som lidt mere uopnåelig i forhold til vores normale rejsebudget. Imidertid hang den lidt mere ved i løbet af efteråret og vinteren 2005, og i januar 2006 var der ikke rigtig nogen tvivl længere. Det var New York. Ikke mindst da vores foretrukne rejsemål de sidste par år - Tyrkiet - var blevet neddroslet som en mulighed på grund af Muhammed-tegningerne.
Forberedelse
Vi startede i januar med det sædvanlige hyr med at bestille brochurer og begyndte også så småt at tjekke priser. Det var en ren jungle at finde ud af på det tidspunkt, men efterhånden fik vi os kredset rimelig meget ind på hvad vi ville og hvordan det skulle foregå. Niagara Falls skulle være en del af turen. Da der ikke var nogen rejsebureauer der havde præsis den rejse vi ville have, måtte vi sammensætte den selv.
Det værste var dog prisen. Med en bil der er ved at være oppe i årene og et gasfyr der er endnu ældre, havde vi ikke uanede midler. Med de bedste sparetips kunne vi ikke finde det billigere end omkring 30.000 kroner, når ferie skulle være i juli og august. Dette fik os til at betænke det endnu mere, men til sidst, den 3. juni, bestilte vi hoteller, fly og en udlejningsbil.
Rejsens udformning
Vi bestilte rejsen, så den ville komme til at bestå af først 6 overnatninger (pris 5.400 kr.) i New York, derefter afhentning af bil (pris 1.900 kr.) og kørsel til Niagara Falls, hvor vi skulle overnatte 3 nætter (pris 1.700 kr.) på den canadiske side. Derfra tilbage til New York til samme hotel og overnatte der 3 gange (pris 2.700 kr.), før det var hjem igen. Vi valgte at flyde med SAS (pris 10.200 kr) fra Kastrup direkte til Newark.
Pris i alt uden forplejning, benzin og forbrug, cirka 21.900 kroner. Vi regnede herefter med et forbrug på omkring 13.000 kroner minimum, altså en totalpris beregnet til cirka 35.000 kroner. Faktisk næsten 3 gange så meget som vi normalt bruger på en ferie.
Efter det var gjort gik tiden hurtigt med at købe nogle større kufferter, læse om seværdigheder, finde ud af hvilke eldrevne ting vi kunne bruge og lignende. Vi skulle flyve fra Kastrup søndag den 23 juli klokken 12:20 og ville lande igen i Kastrup den 3 august klokken 07:25. Dertil skulle selvfølgelig lige tilføjes checkin tid og køretid i bil til og fra Silkeborg.
Nogle dage før vi skulle afsted, begyndte vi så småt at pakke af ren utålmodighed. Dagen før var vi 210% klar. Troede vi...
