Berlin

En lille forlænget weekend i Berlin, hvor vi havde lejet et familieværelse på et vandrehjem midt i Berlin centrum, omkring 500 meter fra Europaplatz.

Vi kørte i bil, da der trods alt ikke er længere og det var nemmere bare at pakke den og køre hele vejen end at skulle ompakke til tog, bus eller fly. Undervejs holdt vi en spisepause lidt nord for Hamburg og fandt tilfældigvis det flotteste spisested vi længe har set.

I Berlin lykkedes det at finde en parkeringsplads lige hvor vi skulle bo, så det var helt perfekt. Vi brugte ikke bilen mens vi var i Berlin, da næsten alt var inden for gåafstand, og det der ikke var, kunne vi nå fra hovedbanegården, hvorfra det gik sporvogne. Man bør dog være opmærksom på, at der er mange "typer" omkring hovedbanegården, så man skal passe lidt ekstra på, når man færdes der.

Jeg fik med glæde genset nogle af de ting jeg så sidst jeg var i Berlin med folkeskolen i 1987. Enkelte ting var nemt genkendelige, men Checkpoint Charlie - som faktisk er det eneste jeg har et billede af fra min '87 tur, kunne jeg overhovedet ikke genkende, og der nok ikke uden grund. Det Checkpoint Charlie, der nu er udstillet, er ikke samme bygning (skur) som stod der i slutningen af 80'erne da muren blev revet ned. Jeg tænker det nuværende måske er fra den første tid med Checkpoint Charlie og ikke den sidste tid. Efter min mening er det dog ikke det rigtige Checkpoint Charlie man i dag udstiller.

Naturhistorisk museum var en succes for hele familien, da der her var mange spændende ting at kigge på for alle. Vi valgte at droppe at komme op i TV tårnet på Alexanderplatz, da der var et par timers kø. Ellers byder Berlin på utrolig mange spændende museer, hvor der med garanti er noget for alle, også selvom man normalt ikke går på museum. Der var rigtig meget vi ikke kunne nå på de 3 hele dage vi havde i Berlin.

Shoppingtur i kvarteret omkring Unter den Linden og ned af Friedrichstrase var også mindeværdig, selv om vi ikke købte noget. Men vi fik set en bilforhandler, der havde lækre biler som Lamborghini, Ferrari, Porsche og en Bugatti Veyron udstillet.

Armani eller ej

Jeg spankulerede også ind i en Armani butik, og til trods for at jeg havde Armani Jeans på, fornemmede jeg hurtigt at det ikke helt var nok. En venlig ekspedient stoppede mig et stykke inde i butikken og spurgte om han kunne hjælpe med noget. Jeg sagte (på engelsk) at jeg lige ville kigge, hvorefter han hævede øjenbrynene, lænede sig frem og sagde "You will what?". Jeg overvejede at gentage, men da jeg kiggede hurtigt rundt kunne jeg godt se, at der for det første ikke var vildt meget tøj i butikken, for det andet ikke var priser på noget af det og for det tredje kom fruen netop ind af døren med i sandaler med klapvogn og Rasmus drikkende af en fanta-flaske, så jeg vendte om og gik ud igen. I vinduet ved siden af var udstillet et armbåndsur til 99.000 euro og i næste vindue igen en kort kjole til 56.000 euro. Så jeg kunne godt se at jeg alligevel nok ikke ville forlade Armani butikken med et nyindkøbt stykke tøj. Armani og Armani Jeans er alligevel ikke helt sammenlignelige, undtagen de deler lidt af navnet.

Berlin er en blandet by, der har mange fattige og stor arbejdsløshed, men også nogle meget rige. Det var derfor også specielt lidt længere nede af Unter den Linden at se en mand i skjorte, lærredsbukser og brune laksko (hvad man forventer en typisk forretningsmand går i herhjemme) tjekke skraldespande for pantflasker.

Fakta

Periode 2015
Varighed 4 dage
Afstand 480 km
Pris Ukendt
Personer 4

Lande

Tyskland

Besøgte steder

|

GPS liste