Gran Canaria

For anden gang en tur til Gran Canaria, denne gang i lidt mildere februar. Vi havde igen lejet bil for hele ugen og en ferielejlighed lidt mere centralt i Playa del Ingles, Maspalomas. Der var vi i gå-afstand til blandt andet stranden.

Stranden og Maspolamas var også der vi brugte mest tid denne ferie. Ikke ligefrem med at ligge ved stranden - det gjorde vi faktisk slet ikke - men mere med at få gået nogle ture og kigget lidt på alt det, man normalt ikke kan se derhjemme.

Vi tog også den obligatiriske tur op på toppen af vulkanen Roque Nublo. Dette gik fra Maspalomas via rute GC-60 direkte mod toppen, med stop ved udsigtspunktet Degollada de La Yegua, hvorfra der er en formidabel udsigt over bjerglandskabet.

Herfra går det lidt op og ned ad udmærkede bjergveje, til vi nåede byen Fataga, hvor vi fik is og kaffe ved Restaurante el Labrador. Videre med GC-60 indtil Ayacata, hvor man drejer fra og ind på rute GC-600, som man følger et par kilometer til parkeringspladsen Aparcamiento de la Degollada de La Goleta. Herfra på gåben nogle kilometer op til toppen af Roque Noblo, eller hvor langt man nu ønsker. På den korte gåtur kommer man igennem golde klipper, klippeørken og frodig granskov. Fra toppen kan man nemt se Tenerife.

Herefter fortsatte vi nordpå, og efter et par kilometer igen skifter landskabet fra øde klipper til frodig skov, og pludselig kørte vi gennem 25-35 cm. sne. I shorts og t-shirt og høj sol. Det var lidt mærkeligt, så tæt på en gold klippeørken. Vi kunne så også læse at dette snevejr på Gran Canaria havde været i nyhederne hjemme i Danmark.

Det blev også til 2 ture til Puerto Rico. Disse dage var det ikke så godt vejr i Maspalomas, men reglen siger at solen altid skinner i Puerto Rico. Og der er noget om det, Ikke alene ligger byen på sydsiden (det gør Maspalomas også) men Puerto Rico er tæt omgivet af bjerge mod nord, der effektivt tager de fleste skyer.

Fakta

Periode 2016
Varighed 8 dage
Afstand 3.738 km
Pris 26.000 kr
Personer 4

Udgifter

Fly og Hotel19.500 kr
Billeje1.300 kr
Øvrige5.000 kr

Fly inkl. alle rejseudgifter. Billeje inkl. benzin.

Lande

Spanien

Besøgte steder

|

GPS liste