Italien

Denne min 4. tur til Italien og Rom var med HF. Jeg ved ikke om jeg var helt så opsat på denne tur, da jeg året før havde været der. Og igen 2 inden. Men når nu HF-turen gik herned, skulle jeg selvfølgelig med, og jeg tror ikke man sådan kan blive træt af Rom.

Transporten foregik med en sovebus og tog omkring 28 timer hver vej. Dermed tog selve transporten lidt mere end to rejsedage. Vi tog afsted fra Silkeborg om fredagen klokken 14 og var fremme i Rom lørdag klokken 18. Derefter havde vi 4 hele dage i Rom, og skulle hjem igen om torsdagen klokken 14, shoppe ved grænsen og ankomme til Silkeborg omkring klokken 19 om fredagen.

Vi boede på et billigt hotel i nærheden af hovedbanegården i Rom, hvilket var hyggeligt. Vi fik også set nogle ting, jeg ikke før havde fået set.

Lørdag var afsat til Den Spanske Trappe og Trivi-fontænen. Søndag stod den på Colosseum og Forum Romanum. Mandag var det Caracallas Termer, San Sebastiano katakomberne og Hadrians Villa. Tirsdag en heldagstur til Pompeji. Onsdag fri og endelig fredag Peterskirken inden vi om eftermiddagen kørte hjem.

Piazza del Popolo

Det vides ikke helt, hvornår denne plads blev bygget, men pladsens antikke bue har været byport ved den gamle kejservej Via Flaminia. Buen blev ombygget i 1658 af Bernini, da dronning Kristina af Sverige kom til Rom ad denne vej. Pladsens nuværende form fik den i 1816 af Valadier, en af Napoleons arkitekter.

Den store obelisk blev af Augustus hentet fra Heliopolis i Egypten, og oprindeligt opstillet på Circus Maximus sammen med den obelisk, der nu står foran Peterskirken. Men i 1589 bragte Sixtus V den hertil i forbindelse med en stor byfornyelse.

Selve obelisken er fra 1300 f.Kr. og indeholder hieroglyffer der hylder den egyptiske farao Ramses II

Caracallas Termer

Dette var den største badeanstalt i Rom. Den kunne rumme 1600 gæster ad gangen, eller omkring 5000 besøgende om dagen. Anstalten har været drevet af ca. 10.000 slaver, der i underjordiske tunneller har sørget for varmt og koldt vand, vasket tøj og passet alle de tekniske finesser.

Termerner har indeholdt sportspladser, flere enorme have-anlæg, biblioteker, koncertsal, gymnastiksal, omklædningsrum, garderobe, svederum, dampbad, bade-rum, varme bade, svalerum og bade med forskellige temperaturer. Foruden dette var der også en stor udendørs pool og et stort bordel. Alle rummene havde enten marmorbelagte gulve eller gulve med mosaikker. Der har været snesevis af statuer og farverige malerier på vægge og loft.

Modsat hvad man eller ville tro fra den dystre, europæiske middelalder, var romerne særdeles renlige, og det gennemsnitlige vandforbrug per indbygger var på omkring 200 liter om dagen - altså omtrent det samme som man bruger i en hel familie i dag.

Hadrians Villa

Hadrians Villa er et kæmpe kompleks, bygget af kejser Hadrian i 118 til 135 e.Kr. Villaen og dens enorme have indeholdt alle de største og mest beundringsværdige arkitektoniske bygninger i det antikke romerrige, fortrinsvis fra Grækenland og Egypten. Dette bestod i særdeleshed også i statuer og malerier, hvoraf de fleste er flyttet til Vatikanmuseet.

Hadrian havde en mængde berømte bygninger i sin have, heriblandt Athens berømte filosofgang, store kunstneriske vandanlæg og biblioteker. Desuden havde han den berømte filosofiske ø - en ø, hvor Hadrian via en gangbro gik over på, når han skulle tænke alvorlige tanker, og lod gangbroen svinge op som en vindelbro, så han kunne være alene.

Hardrians Villa er umådeligt stort, og det tager sin tid at komme rundt at se det hele. Har man øjnene med sig, vil man ved indgangen som det første blive overvældet af den enorme mur, der har gået rundt om hele villaen. Så det var ikke kun i England, at Hadrian havde en forkærlighed for at bygge mure.

Fakta

Periode 1997
Varighed 8 dage
Afstand 1.608 km
Pris 6.000 kr
Personer 1

Lande

Tyskland
Østrig
Italien

Besøgte steder

|

GPS liste